Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/harmonifestival.dk/public_html/wp-content/themes/layerswp/core/helpers/post.php on line 59
Musikken – Harmonifestival
Close

Musikken

Pligtstykker

1. division:

Philip Sparke: Three Washington Monuments

2. division:

Philip Sparke: Neapolitan Holiday

Selvvalgte værker

Thomas Doss: Stone Age
Spilles af Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester i 1. division

Værket blev skrevet som bestillingsværk i forbindelse med 25 års-jubilæet for sammenslutningen af ungdomsharmoniorkestre i Neckar-Alb.

Det består af tre dele. Første del Stone Age beskriver det forhistoriske, og musikken er mystisk og arkaisk med stille og tung opbygning. Anden del Middle Age er inspireret af keltisk musik, og det gennemgående tema er den gamle tyske sang St. Jacobs Lied, der på skift præsenteres af orkester, sanger, guitarist og blokfløjtespiller. Sangen afløses efterhånden af en dansende stil, og vi bevæger os over i tredje del New Age, hvor orkesteret i ungdommelig vigør og med nutidig ånd kombinerer danserytmer og keltisk musik indtil den afsluttende rave.

Gustav Holst: Planeterne, 1. og 4. sats
Spilles af Københavns Kommunes Skoleorkester i 2. division

“Mars, the Bringer of War” er åbningssatsen i storværket Planeterne – et værk i 7 satser, som beskriver de 7 planeter, der indvirker astrologisk på menneskenes sind. Mars har navn efter den romerske krigsgud, og satsen beskriver da også en ondskab og vildskab, der er uden sidestykke i orkesterlitteraturen.
“Jupiter, the Bringer of Jollity” – Jupiter er overguden, faderskikkelsen, og han står som glædens og lykkens bebuder, men også som tordengud med lynkilen i hånden. Satsen rummer blandt andet en monumental hymne i bedste engelske stil, men også et vildt og synkoperet hovedtema: af form som en zigzagget lynkile!

Det er let at høre den storhed, der er i værkerne, og næsten endnu lettere at se de astronomiske proportioner, de omhandler, for sit indre blik. Der er ikke noget at sige til, at klangpaletten blev en af de væsentligste inspirationskilder til Star Wars-musikken af John Williams.

Johan de Meij: Symphony no. 1 ‘Lord of the Rings’ 1. – 4. sats
Spilles af Rødovre Concert Band i 1. division

‘Ringenes Herre’ er et af de vigtigste værker for det moderne concert band. Værket er skrevet i 1988, og blev hurtigt et kendt og elsket værk i concert band-verdenen.

Musikken er storslået og beskriver med flotte og let genkendelige temaer og motiver, forskellige personer, scener og temaer fra bogen.

Første sats beskriver både Gandalf, den gamle troldmand, og hans hest Skyggefaxe som tager Gandalf med på et vildt ridt.

I anden sats ‘Lothlorien’ hører vi både elvernes mystiske skov beskrevet gennem musik, men vi oplever også Frodos tre syner i Galadriels spejl, som kulminerer med synet at Saurons flammende øje i Mordor.

Tredje sats beskriver den forkrøblede Gollum, præsenteret ved en stor sopransaxofonsolo.

Fjerde sats handler om ringfællesskabets farefulde rejse gennem Moriaminerne og afsluttes med Gandalfs kamp med Balroggen.

Erik Norby: Tre Danske for Harmoniorkester (2. og 1. sats)
Spilles af Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester i 1. division

Værket er skrevet som et originalværk til harmoniorkester. Det bærer præg af den modernisme, som Norby arvede af sin kompositionslærer Per Nørgård. Orkesteret spiller her en langsom og en hurtig sats.